Jeg hedder Camilla Løvschall og driver Ejby pasningsordning, der er en privat pasningsordning. Det der tidligere hed privat dagpleje. Jeg har tidligere arbejdet som kommunal dagplejer i Lejre kommune og har en solid erfaring med at passe børn.
Jeg er gift med Ulrik, og sammen har vi Nanna og Mathias på henholdsvis 21 og 24 år. Vi har 3 høns.
Min drivkraft til at have startet en pasningsordning er, at jeg brænder for at skabe en tryg, kærlig og aktiv dagpleje, hvor både børnene og deres forældre er glade for at komme. Ved at have startet op selv, har jeg mulighed for at udleve de visioner jer har, om en dagpleje hvor udeliv, ”fra jord til bord”, nærhed og tryghed, struktur og hygge går op i en højere enhed – i børnehøjde med de 0 til 3-årige.
Trivslen er i højsædet – her skal være glade børn, der bliver udfordret og stimuleret, som de hver især har brug for både ved indeaktiviteter og ved udeleg i haven og den fri natur.
Jeg er godkendt til pasning af 5 børn.
Jeg håber, at du her på siden finder svar på ting, du gerne vil vide om min pasningsordning.
Hilsen
Camilla